COOKIE REGLER
Cookies er vigtige for os at optimere vores hjemmeside. De indsamler generelle brugerstatistik og gemmer information, som gør, at vi kan tilbyde funktioner som bilsammenligning. Disse cookies gemmer ikke dine personlige data. Du kan læse mere om cookie på siden om datasikkerhed.

27-02-2014

Ny Ford Focus på vej

Rammer Danmark i 2014

Verdens mest solgte personbil er lige blevet bedre. Den har fået et nyt og bredere motorprogram, med markante forbedringer af brændstoføkonomien. Den er først med SYNC 2 - anden generation af Fords prisvindende infotainment-system – og den er såmænd også først med Perpendicular Parking – Fords nye og forbedrede automatiske parkerings-system. Den nye Ford Focus, som kommer til Danmark sidst på året, har fået en overhaling, der gør den skarpere end nogensinde – både at se på og køre i.

- Vi har udviklet den nye Focus til at slå benene væk under alle – og det uanset om vi taler teknologi, design, brændstoføkonomi eller den køreoplevelse, som Focus allerede er berømt for, sagde chefen for Ford Europa, Stephen Odell, da den nye Ford Focus blev afsløret på Mobile World Congress i Barcelona i dag.

Focus’en er udstyret med en række nye design-features, der adskiller den fra forgængeren. Den er blevet lidt lavere og lidt bredere. En nydesignet kølerhjelm, en ny trapez-grill og smallere forlygter giver Focus’en et mere dynamisk udseende. Diskrete krom-detaljer bidrager til et strejf af elegance. Bagklap og baglygter har også fået en overhaling, der giver Focus’en et markant anderledes design-udtryk.

Indenfor har Fords designere bestræbt sig på at skabe et mere brugervenligt og intuitivt lay-out med færre betjeningsknapper på rat og instrumentpanel. Det nye indtræk bidrager til en ’renere’ og mere moderne fremtoning.

Der er blevet mere aflægger-plads i centerkonsollen, som kan tilpasses til at holde styr på en variation af forskellige krus og flasker. Et integreret armlæn kan slås ned for øget komfort på langturen.

Støjniveauet i kabinen er blevet reduceret væsentligt med bedre isolering mod motorrummet, tykkere måtter på gulvet og kraftigere glas i sideruderne.

SYNC 2 med touch screen i høj opløsning

Den nye Focus bliver den første europæiske model med SYNC 2 – anden generation af Fords prisvindende infotainment-system. En nyudviklet otte tommers touch screen i høj opløsning gør det, sammen med systemets stemmestyring, nemt at styre musik, navigation, klimaanlæg og kompatible digitale enheder som for eksempel mobiltelefoner.

SYNC 2 byder også på et helt nyt navigationssystem, som giver mulighed for informerende split-billeder på skærmen – for eksempel i forbindelse komplicerede afkørselsforhold eller hvis man ønsker at se 3D-billeder af omgivelserne. Vejnavne kan blive læst højt eller man kan forbinde sig til Michelins rejseguide.

SYNC 2 er et komplekst infotainment-system med vægt på maksimal brugervenlighed. Systemet gør det for eksempel muligt at spørge efter en bestemt musiker eller et bestemt musiknummer, ligesom systemet automatisk vil liste alle restauranter i nærheden, hvis føreren, højt, konstaterer: ’Jeg er sulten’.

Endnu bedre køreoplevelse

Ford Focus er berømt for sin køredynamik, men det har ikke forhindret Fords ingeniører i at hæve barren endnu et hak. Den nye Focus er blevet strammet op for at give en mere præcis følelse med bilen og vejen. Affjedringen er blevet optimeret op mod styringen og sammen med nyt ESP og en ny servostyring, giver det en langt mere direkte køreoplevelse uden at kompromittere sikkerheden ved hurtig kurvekørsel.

Den nye Focus er også først med Fords Perpendicular Parking – et automatisk parkeringssystem, som gør 90-graders parkering, uden hænder på rattet, mulig.

Perpindicular Parking er en videreudvikling af Fords Active Park Assist, som gør det muligt at foretage en parallel-parkering uden selv at styre og på steder, hvor der kun er begrænset plads. Med to ekstra sensorer bagtil kan Fords parkeringssystem nu også parkere bilen på plads i en parkeringsbås. Perpendicular Parking byder også på helt nye støttefunktioner, som for eksempel at advare andre trafikanter, når der bakkes ud fra en parkeringsbås. En radar registrerer andre bilister i en radius på op til 40 meter og i tilfælde af, at en anden bil nærmer sig, vil systemet afgive tre distinkte alarmer. Park-Out Assist er endnu en ny funktion, som hjælper føreren til at styre Focus’en sikkert ud fra en parallel-parkering.

Ford har også forbedret det populære Active City Stop, som automatisk aktiverer bremserne ved fare for en kollision i tæt by-trafik. Nu virker systemet ved hastigheder på helt op til 50 km/t. Oven på dette har Ford udviklet et anti-kollisions-system til højere hastigheder – Autonomous Emergency Braking – som hjælper til at advare om kollisionsfare og, om nødvendigt, aktiverer bremserne automatisk, ved motorvejshastigheder.

For første gang er der også mulighed for at vælge Fords Distance Alert system, som er en videreudvikling af Adaptive Cruise Control. Kollisionsalarm-systemet gør det muligt at vælge en sikkerhedsafstand til de forankørende biler. Hvis man kommer for tæt på, vil systemet afgive en tre-trins alarm, som slutter med en høj advarsels-tone.

Fords prisvindende MyKey-system vil også blive tilgængeligt i den nye Focus. MyKey er et nøgle-system, som primært er udviklet som støtte til forældre, der ønsker at øge sikkerheden for deres bilkørende teenagebørn. Systemet giver mulighed for at programmere en speciel nøgle, som kan begrænse tophastigheden, lægge låg på musik-volumen og slå al musik helt fra, hvis fører og passagerer ikke har sikkerhedsseler på. Samtidig kan MyKey spærre for deaktivering af sikkerhedsfunktioner som den elektroniske stabilitetskontrol eller Active City Stop.

Intelligent lys

Focus’ens nye Bi-Xenon forlygter har hele syv forskellige indstillinger. Lygterne indstiller automatisk belysningsvinkel og lysintensitet efter vejens beskaffenhed, lysforhold, bilens hastighed og objekter forude.

Ved motorvejshastigheder, vil belysningsvinklen blive hævet for at sikre optimal belysning af vejen et godt stykke foran bilen. Ved kørsel på landevej og i byer, vil forlygterne sende lyskeglerne nedad og ud til siderne for at sikre, at vejen umiddelbart foran Focus’en er fuldt belyst. I kurver vil en lyskegle afsøge det ellers mørke område i kanten af vejen for at sikre, at føreren ikke overser en fodgænger eller en cyklist.

Brændstofeffektive motorer

Takket været et nyt og bredere motorprogram, byder den nye Focus også på forbedret brændstoføkonomi. Den bedste diesel-motor giver en brændstofbesparelse på 19 procent i forhold til den eksisterende motor, mens den bedste benzin-motor tilsvarende giver 17 procent lavere brændstofforbrug.

Ford Focus bliver den første model i Europa med Fords helt nyudviklede 1,5 liters EcoBoost benzinmotor (150 hk og 180 hk) og den tilsvarende nye 1,5 liters TDCi dieselmotor (95 hk og 120 hk). Samtidig vil der fortsat være mulighed for at vælge den kompakte og flere gange prisvindende 1,0 EcoBoost benzinmotor, som findes i henholdsvis en 100- og en 125 hestes udgave. Endelig er der mulighed for at vælge den ultimative sparegris i form af en Focus med en specialkalibreret 1,0 EcoBoost-motor – den første europæiske familiebil med benzinmotor, der udleder mindre end 100 gram CO2 pr. kørt kilometer.

Focus’en med den nye 1,5 liters TDCi dieselmotor med 120 hk og PowerShift automatgearkasse vil skære 19 procent af brændstofforbruget i forhold til den eksisterende diesel-Focus. På benzinsiden skærer den nye Focus med 1,0 EcoBoost motor og automatgearkasse hele 17 procent af brændstofregningen. En 150 hestes 2,0 TDCi diesel-model med manuel gearkasse giver 14 procent i brændstofbesparelse (13 procent med automatgearkasse).

Den nye Ford Focus bliver også den første europæiske Ford med mulighed for rat-gearskifte.

-Uanset diesel eller benzin, giver motorprogrammet til den nye Focus enestående muligheder for at vælge en bil med forbedret brændstoføkonomi og et overraskende kraftoverskud, siger Fords vicepræsident for produktudvikling i Europa, Joe Bakaj.

For at møde den forventede efterspørgsel på den nye Ford Focus, har Ford udvidet produktionskapaciteten til at omfatte otte fabrikker på fire kontinenter. Fabrikker i Tyskland, USA, Rusland, Kina, Thailand, Vietnam, Taiwan og Argentina har en samlet kapacitet til at producere mere end 1,5 millioner Focus’er om året. I Europa producerer Ford en ny Ford Focus hvert. 90. Sekund.



Nyheder og events